
Om mig
Mit navn er Elisabeth Sofie.
Jeg er en ung kvinde, som netop har startet sit tredje årti i dette liv.
Jeg har i en tidlig alder været på jagt efter viden, der satte mening bag den store mængde meningsløshed, jeg hurtigt observerede i min ungdom. Jeg har brugt mere end halvdelen af det levede liv på at studere det, der kan betegnes som livskundskab. Som en flittig student af livet, har jeg haft æren af at suge viden og betragte livets størrelse, sammen med kloge mænd og kvinder rundt om i verden.
Det har bragt med sig en forståelse af, at mit liv er mit ansvar. At mine sanser kan snyde mig og omvendt kan jeg snyde dem. Jeg har lært at sandhed kommer i mange former og at det der virker for mig, ikke altid virker for dig. Jeg har plantet rødder og jeg står nu fast – så selv når udfordringerne er mange og store, så er de gode energier stadig dominerende.
Min ild har altid brændt mest, der hvor jeg kunne få lov at give. Og der er rigeligt at dykke ned i. Det er en følelse af at være blevet beriget med gaver i form af klarhed og forståelse – og i kølvandet på det, en ansvarsfølelse for at give det videre. De seneste år især en lyst til at plante frø i vores unge, så de i takt med at de gror, kan formå at slå rødder i meningsfyldtheden og derved aldrig føle sig helt fortabte, når livet vil udfordre dem.
Jeg har udviklet selvfirmations forløbet med fokus på, at vi alle er forskellige – hvilket i min verden, er en af vores største rigdomme. Derfor er det ikke et forløb der bygger på at putte viden ind i de unge, men bygger på at hive viden ud af de unge. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at sætte en masse tanker i gang hos dem, ligeså ved jeg, at de vil sætte en masse tanker i gang hos mig. En form for ping-pong i livet og alt det byder på. Mit mål er altså ikke at give svar – mit mål er at skabe bevidsthed og skabe en nysgerrighed, der vil få de unge til at sætte spørgsmålstegn både ved den verden de lever i – men i den grad også ved deres egne tanker og de følelser der følger.
Min glæde er stor, ved tanken om snart at skulle i gang med endnu en runde selvfirmations undervisning.
Smil og gode tanker
Dbh. Elisabeth Sofie.
“Jeg har dedikeret mit liv og min tid til at dele ud af de mange hjælpsomme værktøjer og redskaber, der giver mulighed for at tage ansvar for eget liv. Så vi hver især kan gøre vores liv til lige netop dét, vi ønsker det skal være.”